Praktiske oplysninger vedr. boligerne på Christinedalsvej 18, 20 og 22, Svendborg.
Man kan søge boligstøtte, varmehjælp samt lån til indskud via Udbetaling Danmark – www.borger.dk.
Når lejekontrakten er underskrevet og betalingen vedr. indskud og 1. måneds husleje er betalt, kan der aftales tid med forretningsføren om afhentning af 2 stk. nøgler.
Ekstra nøgler kan tilkøbes. Nøglerne passer til boligen og hoveddørene hvilke man venligst bedes låse efter brug.
På Christinedalsvej 22 A-L og 20A-H er der ingen ringeklokke, og man kan opleve at yderdørene er låst.
For beboeren betyder det intet, idet deres nøgle kan låse automatdørene op.
Er man gæst kan man ved henvendelse til Forretningsføreren få udleveret en kode som kan låse døren op.
INDFLYTNING:
Ved indflytning vil vi meget gerne vide ankomstdatoen på forhånd.
Modtager de hjemmehjælp ser vi gerne at indflytningen sker på en hverdag, helst efter kl. 10.00 og inden kl. 14.30. Grunden hertil er, at vi i dette tidsrum har mulighed for at give den bedste velkomst.
INDRETNING:
Indretning skal svarer til beboerens ønsker, dog skal der tages hensyn til beboerens mobilitet og behov, således der er plads til, at personalet kan give den hjælp der er brug for. Vi anbefaler ikke løse tæpper, da det er vores erfaring, at de kan give anledning til unødvendige fald. Ved brug af kørestol eller stålift, er det desværre ikke muligt at have tæpper på gulvet.
Vi anbefaler loftslamper i både stue og soveværelse. Ophængning af disse samt gardiner, malerier/billeder o. lign. er et ”familiært anliggende”.
Det er en stor hjælp for beboeren, hvis disse ting er i orden inden indflytning.
HVERDAGEN I ÆLDREBOLIG:
Efter indflytning er der mulighed for at være en del af fællesskabet og de aktiviteter der er i dagcenteret på hverdage. Boligen er at opfatte som egen bolig, hvor der er samme rettigheder, som i en hver anden bolig. Ydelserne der visiteres til, er med udgangspunkt i Kommunens kvalitetsstandard. Disse kan ses på Svendborg Kommunes hjemmeside.
Følgende opgaver er det ikke muligt at visitere hjælp til, hvorfor det forventes at pårørende varetager:
-
Ledsagelse til lægebesøg, sygehus, speciallæge m.m. udenfor boligen. Transport kan bestilles på Kørselskontoret efter gældende regler.
-
Ledsagelse i forbindelse med akut opstået sygdom til læge eller sygehus.
-
Oprydning og opvask efter besøgende.
-
Husdyr må ikke være til gene for personale, og beboer skal selv kunne varetage pasning.
Hvilke ydelser skal du være særligt opmærksom på:
Når De bor i ældrebolig, skal De selv sørge for licens, telefon, fodpleje, fysioterapeut, frisør, tandlæge, vinduespudsning, afrimning af køleskab og privat forsikring.
De skal selv meddele flytning til folkeregisteret og telefonselskabet.
Fodterapeut kan levere ydelsen i deres bolig. Tilskud til betaling af fodpleje kan søges gennem pensionsafdelingen. Deres kontaktperson kan være behjælpelig med at bestille tid hos fodterapeut.
Ved indflytning vurderes det om de kan tilmeldes omsorgstandplejen. Omsorgstandplejen er et tilbud om regelmæssig tandpleje, med eftersyn og behandling af tænder og/eller tandproteser. Omsorgstandplejen er målrettet borgere, der af fysisk eller psykisk årsag ikke kan benytte almindelig tandlæge. Omsorgstandplejen varetages af Svendborg Kommunale Tandpleje.
Angående forsikring skal de selv tegne en almindelig privat ansvars- og indboforsikring.
PRAKTISKE OPLYSNINGER VEDRØRENDE ÆLDREBOLIGERNE, CHRISTINEDALSVEJ 18, 20 OG 22, SVENDBORG:
INDSKUDSLÅN, BOLIGYDELSE OG VARMEHJÆLP
Man kan søge boligstøtte, varmehjælp samt lån til indskud via borger.dk
Samtykke:
Vi må ikke uden beboerens samtykke, udveksle personlige oplysninger med eksterne samarbejdspartnere som f.eks. praktiserende læge og sygehus. Derfor beder vi beboeren underskrive en formular, hvor beboeren giver os tilladelse til, at udveksle oplysninger med relevante samarbejdspartnere vedrørende forhold, der har betydning for beboerens velbefindende.
Opholdsrum
Man er også velkommen til, at benytte vores opholdsrum i eftermiddagstimerne eller når den ikke er i brug af dagcentret. Dagens avis forefindes her.
Husleje:
Da centret ikke er tilmeldt PBS, kan man overføre huslejen automatisk via sin bank til konto 6840 – 10 09 32 6, Sydbank A/S.
El:
El er ikke indeholdt i huslejen, men betales efter måler til Elforsyningen. Centrets pedel aflæser målerne.
Affaldsrum:
Der forefindes affaldsrum forenden af rækkehusene i
nr. 22 samt i stueplan i buen ved nr. 18.
Opbevaringsrum:
Der forefindes ikke ekstra opbevaringsrum, men vi opbevarer gerne havemøblerne om vinteren hvilket er på eget ansvar. Henvendelse kan ske til pedellen.
Gæster:
Da boligen er privat lejemål, er der naturligvis ingen begrænsninger iforhold til gæster. Vi vil dog gerne bede om, at de pårørende vasker eget service op efter brug.
Reklamer:
Reklamer og ugeaviser kan afhentes ved hovedindgangen.
Parkering:
Beboere og deres pårørende henvises til parkeringspladsen ved Christinedalsvej 20/hovedindgangen.
Fugle:
Vi ønsker ikke fodring af fugle ved lejemålet, da vi har erfaring for, at det kan tiltrække rotter og mus.
Traditioner:
På Ældrecentret Sygekassens Hjem lægger vi vægt på, at holde traditionerne i hævd. Det er muligt at deltage i alle Aktivitetscentrets fester og arrangementer, som sker løbende henover året.
Deltagelse sker ved tilmelding i Cafe/Dagcenter og der er brugerbetaling på disse arrangementer.